Swipe horisontalt for at se alle emner

Fold alle ud
§ 7

Et byggearbejde må ikke påbegyndes uden byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen, medmindre andet er bestemt i §§ 4 og 5.

 Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal opkræves gebyr for behandling af ansøgninger om byggetilladelse, jf. § 39.

§ 8
Kommunalbestyrelsen kan afholde en forhåndsdialog med ansøger med henblik på at afklare rammerne for byggeprojektet og forhold til anden lovgivning.
§ 9

Ansøgning om byggetilladelse skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed, og skal signeres digitalt af ejeren. Ansøgninger, der ikke indgives ved den digitale løsning kan afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 4.

 Stk. 2. Er ansøgningen ikke signeret af ejeren, skal ansøgeren på anden måde dokumentere sin ret til at udføre arbejdet.

 Stk. 3. Finder kommunalbestyrelsen, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne anvende den digitale løsning, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved den digitale løsning efter stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en ansøgning skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

 Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 3 nævnte tilfælde undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved den digitale løsning, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunalbestyrelsen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
§ 10

En ansøgning om byggetilladelse skal indeholde:

1) Oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden, herunder eksempelvis matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer og etageangivelse.

2) Oplysninger til identifikation af det arbejde, der udføres, herunder eksempelvis tegningsmateriale, hvoraf bygningens dimensioner og placering fremgår.

3) Oplysning om den planlagte benyttelse af bebyggelsen. Ved ombygning og ændret benyttelse af bebyggelsen skal den ligeledes indeholde oplysninger om den hidtidige benyttelse.

4) Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

5) Erklæring om, hvilke tekniske forhold i bygningsreglementet som er relevant for byggearbejdet.

 Stk. 2. En ansøgning om byggetilladelse skal, hvis det er relevant for byggearbejdet, indeholde:

1) Oplysning om forhold vedrørende kapitel 8 og kapitel 20.

2) Oplysning om og dokumentation for, hvilken konstruktionsklasse byggeriet kan henføres til, jf. kapitel 26 om konstruktionsklasser og kapitel 28 om dokumentation af bærende konstruktioner.

3) For ombygninger og forandringer af eksisterende byggeri, hvor de bærende konstruktioners virkemåde ændres, skal der indsendes oplysning om og dokumentation for, hvilken konstruktionsklasse det berørte konstruktionsafsnit kan henføres til, jf. kapitel 26 om konstruktionsklasser og kapitel 28 om dokumentation af bærende konstruktioner.

4) Oplysning om og dokumentation for, hvilken brandklasse byggeriet kan henføres til, jf. kapitel 27 om brandklasser og kapitel 29 om dokumentation af brandforhold.

5) For ombygninger og forandringer af eksisterende byggeri, hvor forudsætningerne for de brandmæssige forhold ændres, skal der indsendes oplysning om og dokumentation for, hvilken brandklasse det pågældende bygningsafsnit kan henføres til, jf. kapitel 27 om brandklasser og kapitel 29 om dokumentation af brandforhold. Det skal tages højde for, om ændringen påvirker andre dele af bygningens brandforhold.

6) Oplysninger om og dokumentation for, hvorledes byggeriet opfylder §§ 126-133 vedrørende redningsberedskabets indsatsforhold, herunder hvorvidt byggeriet er indsatstaktisk traditionelt, jf. § 510.

 Stk. 3. Hvis det skønnes nødvendigt, kan kommunalbestyrelsen forlange supplerende dokumentation til belysning af byggearbejdets karakter og omfang, jf. stk. 1 og 2.

 Stk. 4. For et byggearbejde i konstruktionsklasse 2-4 skal der indsendes supplerende oplysninger og dokumentation, jf. §§ 18 og 19.

 Stk. 5. For et byggearbejde i brandklasse 2-4 skal der indsendes supplerende oplysninger og dokumentation, jf. § 22 og 23.

 Stk. 6. For byggearbejder, der henføres til konstruktionsklasse 1, jf. stk. 2, nr. 2 og 3, er der ikke krav om, at dokumentationen udfærdiges af en certificeret statiker.

 Stk. 7. For byggearbejder, der henføres til brandklasse 1, jf. stk. 2, nr. 4 og 5, er der ikke krav om, at dokumentationen udfærdiges af en certificeret brandrådgiver.

 Stk. 8. Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange attestering af en landinspektør af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet

 Stk. 9. En ansøgning skal udformes på dansk eller engelsk

§ 11

Ansøgning om byggetilladelse til opstilling af en vindmølle samt byggearbejder herved skal indeholde:

1) en tydelig beskrivelse af det arbejde, der udføres,

2) tegning med målestoksangivelse og beskrivelse, der viser vindmøllens beliggenhed på grunden, dens højde, længde og bredde, dens afstand til skel samt afstand til andre bebyggelser på grunden og

3) nødvendige tilladelser efter anden lovgivning.

§ 11 a
Ansøgning om byggetilladelse for anlæg med henblik på produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder er omfattet af kapitel 3 i bekendtgørelse om tidsfrister og kontaktpunkt for VE-tilladelser.
§ 11 b

Ansøgning om byggetilladelse til byggearbejder omfattet af §§ 6 f - 6 i skal, hvis det er relevant for byggearbejdet indeholde:

1) Oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden, herunder eksempelvis matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer og etageangivelse.

2) Oplysninger til identifikation af det byggearbejde, der udføres, herunder eksempelvis tegningsmateriale, hvoraf dimensioner og placering fremgår.

3) Oplysning om den planlagte benyttelse af bebyggelsen. Ved ombygning og ændret benyttelse af bebyggelsen skal den ligeledes indeholde oplysninger om den hidtidige benyttelse.

4) Dokumentation for overholdelse af kap. 5 og 15.

 Stk. 2. Ved ansøgning om byggetilladelse til byggearbejder efter stk. 1, kan ansøger vælge, at kommunalbestyrelsen skal foretage den tekniske byggesagsbehandling af de brand- og konstruktionsmæssige forhold, jf. kapitel 5 og 15.

 Stk. 3. Foretager kommunalbestyrelsen den tekniske byggesagsbehandling af de brand- og konstruktionsmæssige forhold, vurderer kommunalbestyrelsen i hvilket omfang, der skal foreligge dokumentation. Kommunalbestyrelsen kan indhente sagkyndig bistand vedrørende dokumentation af de brand- og konstruktionsmæssige forhold. Udgifterne hertil afholdes af ansøger.

 Stk. 4. Byggearbejder omfattet af §§ 6 f - 6 i er ikke omfattet af §§ 40, 43 og 46.

§ 12
Ved ansøgning om byggetilladelse til at give offentligheden adgang til en mine og lignende anlæg, skal der indsendes redegørelse for sagkyndige undersøgelser vedrørende undergrundens styrke- og stabilitetsforhold, som gennemføres.
§ 13
Ansøgning om dispensation fra bestemmelser i bygningsreglementet skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunalbestyrelsen stiller til rådighed, og skal signeres digitalt af ejeren. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at ansøgning om dispensation eller om tilladelse til at bevare et ulovligt forhold signeres af ejeren personligt.

 Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan meddele en ansøger dispensation til at fravige bestemmelser, som er fastsat i bygningsreglementet, når det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger bag bestemmelsen, der søges dispensation fra, jf. byggelovens § 22. Dispensationsadgangen omfatter ikke funktionskrav, hvor hensynet bag er brand- eller sikkerhedshensyn.

 Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning, som er nødvendig for at kunne meddele dispensation.

 Stk. 4. En dispensation er alene gyldig, når det fremgår eksplicit af byggetilladelsen eller på anden måde, er meddelt skriftligt til ansøgeren.

 Stk. 5. For bygningsfredede bygninger og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde, kan der ske lempelser fra bestemmelserne i bygningsreglementet, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at bestemmelserne er uforenelige med frednings- og bevaringsværdierne.
§ 14

Kommunalbestyrelsen kan give en ejer midlertidig tilladelse til at råde over en nabogrund i følgende tilfælde:

1) Når det er nødvendigt for at sikre omkringliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg i forbindelse med et funderingsarbejde, en udgravning eller en terrænændring på egen grund.

2) Når det er nødvendigt for, at en ejer kan udføre et bygge-, reparations- eller vedligeholdelsesarbejde på egen ejendom.

 Stk. 2. Arbejde omfattet af stk. 1 skal varsles senest 14 dage før arbejdets påbegyndelse.

 Stk. 3. Benyttelsen af nabogrunden skal ske på en sådan måde, at der sker mindst mulig ulempe. Når arbejdet er afsluttet, skal den, der har fået tilladelsen, snarest muligt bringe nabogrunden i samme stand som før.

 Stk. 4. Hvis ny bebyggelse eller ændring eller fjernelse af eksisterende bebyggelse i skel mod nabo medfører, at naboen må ændre eller fjerne konstruktioner ved skellet, skal naboen have mulighed for at foretage det fornødne, inden byggearbejdet forhindrer det.
§ 15
Inden et byggearbejde, hvortil der er meddelt byggetilladelse, påbegyndes, skal der indsendes meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.